Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Samliv
23
righed paa ham, — «naar Du saadan har lidt Hast og
ikke vil vide af Snak.»
«Ser Du, nu siger Du jo selv, jeg har Hast.»
«Hør nu, jeg skal hjælpe Dig,» han fulgte efter hende
... «Jeg siger Dig, der er intet af alt, hvad Du kan
optænke, som klæ’r Dig bedre end en saadan Blusefaçon
med det røde Forklædebelte om Livet» ...
–Hvor hun havde gjort Bordet nydeligt, da han
saa kom ind i Spisestuen, — to Servietter af de smaa
kulørte, de to blaa huslige Kopper, blaa Melkemugge,
blaa Æggeglas, blaa Vandskyller, — og saa de smukke
Knive med Hjortehornsskaft og de solide Sølvgafler.
Bare to Pladse, — to af alt, saa smaat og hyggeligt og
net...
Og der stod lidt tilsideskudt Jakobs Gyngestol, hvori
han havde siddet og læst for hende om Eftermiddagene
i hele Sommer, og hvis Meier havde gynget dem
gjennem Hvedebrødsdagene, medens de udvekslede og
betroede hinanden sit Liv og sine Tanker, hvorledes deres
Forelskelse var kommet fra den første Anelse. De
paa-stod og gjentog, at der var intet i hele Verden, som blot
kunde lignes med det, at de to nu sad der i samme Stol
og gyngede sammen og drog samme Luft og Aande. De
vidste det om igjen hver Dag, bare den ene havde været
en Tur i Byen, eller Jakob havde siddet to Timer paa
Kontoret; det var saa usigelig herligt at føie hende
ligesom i Atmosphæren, vide hun holdt paa at låve til
Middag, eller se hendes Straahat nikke i Haven nogetsteds
nede ved Karsen og Gullerødderne eller mellem
Bærhækkene. Og, som han sad fordybet i sit Arbeide paa
Kontoret, kunde der komme en liden Kvist, en
Stikkels-bærkart... nok en, lige i Papirerne. Hun stod gjemt
under det aabne Vindu eller kunde stikke Panden og
Øinene op og nikke til ham, naar der var nogen inde.
Hvor let hun var i de fine Sko, — og hvor som
ingenting alt andet var for dem begge to end det at faa være
sammen.
Og saadan havde de levet der i Huset med den lille
Have helt fra Mai, — gjennemlevet Jordbær-, Ribs- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
