Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Onde Magter
65
baade gamle Fru Macolm og Forvalteren fra Værket der
i Besøg?»
«Aa, — de tar det nok saa ganske naturlig Du, —
Stiftamtmanden er jo en Slægtning af hans afdøde
Hustru. Og for én Nats Skyld saa — i dette deilige
Sommer-veir... De har jo for Eksempel den nye Havestuen.»
«Men den er jo ikke færdig engang! — og en Seng ind
i det tomme Rum kan de da ikke by ham.»
«Jeg er nu slet ikke vis paa, at Johnston tar det saa
nøie med det... De er saa velsignet ligetil og sikkre der
— slig, som Menneskene skal være mod hverandre,
mener nu jeg; — vi er jo nok saa meget bare Mennesker
allesammen»...
«Aa ja Mennesker, Mor! ... Men det er nu sandt, hvad
Far siger, at Johnston lige saa godt med engang burde
bygge sig et ordentlig stort Hus nede i Gaden, — han
har nu saa evig Raad til det, — istedetfor at lappe og
bygge til saa et Værelse og saa et andet.»
«De er saa rent forskjellige Naturer, Far og han, ser
Du Barn; det ligger ikke for Johnston at være Nybygger.
Han ændrer vist ikke sine Vaner, om han blir nok saa
formuende... Og jeg kan saa godt tænke mig, at hverken
han eller de gammeldags Ting fra Værket bryr sig om
at paradere i et staseligt nytapetseret og nymalet Hus
nede ved Byen. De gamle Aspetræerne der bagom Huset
— og Haven, han har faat istand, — neimæn, om jeg
tror, han har synderligt lettere for at flytte fra det nu,
som han har levet med i den tunge Tid her, end før
fra hele Værket» ...
«Jeg tænker paa,» afbrød Gjertrud Moderens
Betragtninger, — «jeg tænker paa, om de ikke alligevel kommer
til at lægge ham oppe paa Abrahams Kvist... Der er nok
lavt under Taget og mangeslags mærkelige Tapeter rundt
om Væggene,» lo hun; — «men sligt Syn over Byen og
Fjorden —»
«Gad vide, hvordan Abraham erindrer den Udsigt nu»
— grublede Fruen. «Han har sørget meget ved det Vindu;
han var jo som en Fange, som saa Verden stængt for
sig dengang» ...
«Herregud, Mor, nu har han da faat saa megen Frihed,
5 — Jonas Lie. IX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
