Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
Velkommen store Fred, som Verdens Tummel tysser
Med majestætisk Ro fra Evighedens Nat. *
Og endelig viser Digtet om Skabningens Ypperlighed
os ham siddende midt i Nattens velgjørende Stilhed,
der daler som en frisk, kjølende Dug paa hans syge
Sind; vi lierer ham paakalde den tause Nat som
sin Muse og tiltale den i Ord, der hæver sig højt
over Datidens almindelige trivielle Paakaldelser af
Musen og ikke er langt fra at naa op til
virkelig Højhed og Flugt:
O almagtsfulde Nat, bliv du min Hjælp igjen,
Som før har lært min Sjæl, at Sværm kun avler Daarer!
Du Sandheds Moder, du er den, jeg nu udkaarer
Til Moder for min Sang og Vidne mod min Ven.
Hvor gavmild er din Ro! Din Enlighed hvor rig
Paa kostbar Sandhed! Du, hvis^orte Vinger dækker
De Dagens Spøgelser, som ofte Dyden skrækker
Og fordrer Sanserne mod Sjælen ud til Krig;
Kom Visdoms Prædikant! antænd i min Forstand
Saa stjerneklare Lys, som du der oppe tænder,
Hvor Verdner rundt omkring i Myriader brænder,
Og Visdom, Orden, Pragt, i alting øjnes kan.
Jag Verdens Tummel bort! Stil Syslernes Orkan!
Lad ej spidsfindig Dunst, Vankundighedens Dampe,
Falsk Vid og Overtro naa til den Midnats Lampe,
Som jeg for Philadon og Verden har tændt."**
* I, 163.
** I, 187 — 188.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
