Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•244
Højt tilfjelds den brune Hej
Breder sig i mange Mile;
Paa din lyngbegroede Vej
Ser du knap en Biorust at smile.
Kun et Fjeldvand, mørkt og stilt,
Stirrer mod dig næsten vildt.
Men den lyse Stribe der
éaa det sorte Vand?
Ak, der svømmer tro og nær
Anden hos sin And.
Nedenfor den bratte Ur,
Skygget af den nøgne Kolle,
Ensom i en taus Natur
Stølen staar med grønne Volde.
Røgen stiger tynd og svag
Fra et jordlagt Nævertag.
Gluggen har jo intet Glas,
Frit du kige kan:
Der du ser. paa Ljoreplads
Kvinden hos sin Mand.
Trods denne Trang til at give alt en anskuelig
Fonn udmærker Moes Digtning sig ikke ved nogen
Billedrigdom. Hans Muse smykker sig ikke med
brogede Blomster, hentede fra alle Verdens Kanter,
hun foretrækker cle simple Markblomster, der voxer
i hendes Nærhed, hun ynder ikke stærke og skrigende,
men milde og harmoniske Farver; ligesom hun
foretrækker Folkevisens frie Metrum for et mere
tvunget, saaledes foretrækker hun de nærliggende
og naturlige billedlige Udtryk, man kalder Figurer,
for de fjernere og kunstigere Troper, og allerhelst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
