Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•299
linn i de sidste Aar uden synderligt Held havde
forsøgt at formilde. Saa gik atter tre Aar lien,
da mistede hun sin Mand. Slaget rammede hende
med en saadan Styrke, at det i Begyndelsen var
hende umuligt at tro det. »To eneste paa en 0
midt i det store, øde Hav,» udbryder hun i «.Den
første og den sidste Nat»* — «den ene bliver
igjen — hvorledes kan man ogsaa fatte det? —
Ak, først i de lange, lange Bekymringens Nætter,
der følger efter —, lærer man at fatte, at det er
sandt! fatte, at noget saa grusomt kan ramme en,
som at man kan være to paa en vild 0 og blive
alene igjen.»
I Løbet af otte Aar havde da den strenge,
ubønhørlige Død sex Gange løftet sin kolde Haand
mod bendes Kjære. Hvor maa ikke hun, der trængte
saa meget til mild Kjærlighed, have krympet sig
under Slagene! En for en faldt alle de, som havde
staaet om hende og givet hende Ly og Beskyttelse.
Nu var de borte alle, alle, og saa var hun da i
strengeste Forstand, hvad hun tildels allerede havde
været som Barn og gjennem hele sit Liv: den
ensomme, forladte, som ingen brød sig om. og ingen
tog sig af. Med sine lire smaa Drenge og en liden
Enkepension sad hun nu og gyste ved Tanken paa
«det forfærdelige»: «en Enkes Lod lier i vort Land!»
— Hun var forholdsvis ung endnu, ikke mere end
* „I de lange Nætter", Side 270.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
