Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livsbelysning i Norden i det Ifide Aarhundrede. 204
religionen. Her var den onde Gerning just det
afgørende, Troldom og Undere forekom dagligt, og det
Lodne, Sorte, Forfærdelige, selve Mørket, kunde hvert
Øje se. Djævelen var den stærkeste. Han stod
tilhage som den sorte Prik for Øjet, naar det var træt
af at spejde efter Lysets Gud. Den onde Gerning
blev igen, da den gode var bortfalden, Djævlelæren
log uformærkt Magten fra Lutherdommen, blev
ligesom Skindforet deri, hvor hvert Haar vendte indad og
brændte.
Netop derfor vare de nordiske Folk saa ilde stedte.
Paven paastod dog, og hans Tilhængere troede det, at
han som Kristi Statholder var Djævelens jævnbyrdige
Modstander, og at Treenigheden og han nok i Forening
skulde skaffe hver Sjæl, som han udpegede, Indpas i
Paradis. Selv naar Kættere og Troldfolk brændtes i
Syd, var det dog altid under Formularen, at Kirken
bad om Naade for dem, og blot overgav dem til den
verdslige Øvrigheds Straf, paa det at. deres Sjæle maatte
blive frelste. Men i Norden var der Ingen, der troede,
at Luther, Frederik den Anden, Christian den Fjerde,
Erik den Fjortende og hvad de enkelte Konger hed,
vare Djævelen lige i Magt. Hjælp kunde kun ventes
fra den fjerne Kristus gennem Troen. Og gjorde man
blot det mindste for at bringe ham nær, om det saa
kun var, at man gemte Nadveroblaten og lagde den
f. Ex. som Forladning for at sikre sit Skud eller
Lignende, i samme Øjeblik var man evigt fortabt,
ubønhørligt hjemfalden til Djævelen.
Det var fortvivlede Forhold i Norden. Kirkens
nye Kar var, skønt justeret af Øvrigheden, ikke istand
til at holde tæt, og rumme Livets to Bestanddele, Dag
og Nat. Dagsiden løb bestandig ud ad Revnerne, kun
Nattens sorte Slam blev tilbage i Bunden. Forgæves
forklarede man, at det just var, fordi Karret stod i
Guds klare Solskin, at det sprak. Forgæves postede
tusinde Præster hver Søndag Rettroenhedens Vande
paa. Her var ingen virkelig Trøst at hente, Rædslen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
