Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Giordano Bruno.
udgydelse". Dette betød i Datidens Rettergangssprog,
at han ønskedes levende brændt. Den 17de Februar
Aar 1600 besteg han med roligt Mod og i Tillid til
sin Overbevisnings Sandhed Baalet paa Pladsen Campo
di fiore i Rom. Da Baalet var slukt, kastedes Asken
af den Brændte i Tiberen, paa det, at hvert Spor af
ham maatte vorde udslettet.1 Straffen var haard, men
fra Dommernes Synspunkt retfærdig. Thi Giordano
Bruno var en falsk Vejviser. Ved at følge ham, vilde
alle Tidens store Tanker, ikke blot Djævlelære og
Stjernetydning, men Treenighed, ja Kirken selv fare vild og
styrte ud over Brinken i det sorte Dyb. Thi alle disse
Tanker blev til Smaating og blev borte i Forhold til
den nye svimlende: en uendelig Verden, en uendelig
Gud. Med Føje berøvede da det Bestaaende sin
argeste Modstander Livet.
Men der var det Underlige ved hint Baal den
17de Fekruar 1600, at skønt det Blik, der tillidsfuldt
vendtes mod Himlen, brast i Død, og den Haand, der
havde peget mod nye Veje, forvandlet til Aske.
splittedes i Tiberens Vande, saa var det dog ikke det Nye,
men det Gamle, der gik op i Luer. Usynligt fængede
Giordano Bruno’s Tanker i de gamle Omhæng. Og
uden at nogen af de Tilstedeværende anede det, var
det den Dag den gamle Verdensopfattelse, der dømtes
til Døde, Aartusend gamle Forestillinger, hvis
Baal-færd begyndte. Langsomt, men sikkert. Thi den nye
Tanke, der var saa stor og dristig, at end ikke Kepler
mægtede at hæve sig til den, har bredt sig siden da.
I vor Tid strøes den uskaansomt ud til Hvermand,
spirer i unge Barnesind. Enhver af os mindes hin
forfærdelige Stund, da den første Gang paatrængte sig
os, da den hyggelige Forestilling om Himmelhvælvingen
brast, og Tanken om det uendelige Rum, den
uendelige Verden, rev os omkuld. Fra. den Stund vare vi
mærkede. Selv om vi i lange Tider kunde glemme
Smerten, var Gennembrudet skeet og vi lænkede til en
Tanke, som vi aldrig mere kunne slippe og som aldrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
