Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad der holder Folk i Live - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
36
Vejen. Det var en Mand. der gik med et Par Sko
i Haanden og talte med sig selv. Det var den
første dødelige, hvis Ansigt jeg havde set siden jeg
var bleven Menneske og jeg blev saa forfærdet ved
Synet af dette Ansigt, at jeg vendte mig bort fra
det. Imens hører jeg, hvorledes dette Menneske
gaar og taler med sig selv om, hvorledes han til
Vinteren skal dække sit Legeme mod Kulden og
hvorledes han skal skaffe Føden til Kone og Børn.
Ved at høre ham tale saaledes tænkte jeg: „Jeg
forgaar af Sult og Kulde og her kommer et Men-
neske, som ikke har Tanke for andet end, hvor-
ledes han skal skaffe en Pels til sig og Konen og
faa Føden til Kone og Børn. Han kan umulig
hjælpe mig.“ I det samme fik han Øje paa mig;
men ved Synet af mig, rynkede han Panden
hvorved han kom til at se endnu frygteligere ud
end før, og gik videre. Fortvivlelse greb mig. Paa
én Gang hører jeg at han vender tilbage. Jeg
saa’ op og kunde ikke kjende ham igjen. Før var
det Døden jeg havde set i ham, nu var han paa
én Gang bleven et levende Menneske og jeg kjendte
Gud i ham. Han klædte mig, tog mig med sig og
førte mig hjem til sit Hus. Da vi naaede Huset,
kom en Kvinde os i Møde og talte til os. Kvinden
var endnu forfærdeligere end Manden havde været;
hvert af hendes Ord aandede Død og Fordærv, og
jeg var nærved at omkomme af Ligstanken, hvor-
med hun fyldte Stuen. Hun vilde have jaget mig
ud i Kulden, og jeg vidste, at hun vilde dø, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
