Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Valfart til den hellige Grav - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
107
Næste Morgen, da Jefi’m skulde hen til Lands-
byens Ældste for at aflevere Rejsepasset, kom han
forbi Jeliséjs Gaard, hvor Konen just stod i Døren
og raabte til ham:
— Goddag, Nabo, og velkommen tilbage! Har
Du havt en god Rejse?
— Jo, Gud være lovet! sagde Jefi’m, idet han
blev staaende udenfor Huset: — Din gamle og jeg
kom fra hinanden undervejs; men som jeg hører
er han jo allerede kommen tilbage igjen.
Konen, som var en stor Ven af at faa sig en
lille Passiar, fik Munden paa Gang.
— Jo, det maa Du nok sige, kjære Ven! Han
har saamænd allerede været her længe. Det var
kort efter Mariæ Himmelfartsdag at han kom, hvis
jeg ikke husker fejl. For al den Glæde der blev i
Huset over at Vorherre lod ham komme hjem
igjen til os! Vi længtes saa inderlig efter ham.
Det var saa vist ikke for at han skulde hjælpe os
med Arbejdet, thi i hans Alder kan man jo ikke ud-
rette meget; men han er dog altid Manden i Huset,
og naar han er til Stede, gaar Arbejdet dog
raskere fra Haanden. Du kan da ikke torestille
Dig, hvor Sønnen blev glad for ham. Uden Fa’r,
siger han, er det som vi rent havde tabt Hovedet.
Vi havde det saa trist uden ham. Han er os
saa kjær, at vi ikke véd alt det gode vi vil
gjøre ham.
— Sig mig, er han hjemme nu:’
— Jo vist er han hjemme, kjære; han er ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
