Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - I. Kilder og nyere Forskning angaaende spansk Nationaldrama. Tallet paa Lope de Vega’s dramatiske Arbejder. Digterens Levned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
vare ham hjertelig imod, og der fremtraadte nye Mænd, som be-
gyndte at tage Luven fra ham i Publikums hidtidige saa øver-
ordentlige Bevaagenhed. Ligeoverfor Luis de Gongora, Mesteren
for den pretiøse og pretentiøse Manér, som vandt mere og mere
Indpas i Spaniens Poesi og Prosa, nærede han en personlig Frygt,
begrundet paa Gongoras kaade og blodige Satire, der ikke skaanede
de Blottelser, hans Privatliv frembød, og haanede ham som altfor
ulærd og ukunstnerisk Poet. Naar man ser paa Don Luis’ lange,
gravalvorlige Ansigt, saaledes som Velåzquez har malt det, skulde
man ikke tro, at han kunde lade sit Vid spille saa overdaadigt
mod Lope de Vega og dennes Beundrere, som vi træffe det i hans
satiriske Vers. Det er næsten rørende, hvad Lope ytrer i et af
Brevene til Sessa: »Gongora har været skikkeligere ved mig i den
sidste Tid; han har maaske dog opdaget, at jeg ikke er saa slem
som jeg har Ord for at være«. Han søger at formilde sin Fjende
ved poetisk Lovprisning, og han har øjensynlig undertiden haft
en Fornemmelse af, at han ikke var »lærd« nok efter strengere
Krav. Men saa kommer atter hans berettigede Selvfølelse op i
ham, og han slaar djærve Slag imod »Gongorismen«. Herom skal
Mere siges længere fremme.
Paa Theatrets Omraade var en hel Skare fremtraadt, der idethele
fulgte de af Lope de Vega banede Veje, men hvori ejendommelige
og betydelige Digterpersonligheder som Tirso de Molina, Juan Ruiz
de Alarcön og Calderon de la Barca hævede sig frem, og blandt
dem især Calderon snart ombølgedes af en Bifaldsstorm, der maatte
skurre uhyggeligt i den gamle forvænte Digterkonges Øren. Han
»frygtede Ungdommen«, saaledes som mangen aldrende Digter har
gjort det. Den irritable og selvfølende Mexikaner Alarcön, der ofte
ansaa sig for tilsidesat og som forresten havde et Greb paa at
ramme Lope de Vega’s menneskelige Skrøbeligheder paa de øm-
meste Steder, med særdeles vel turnerede Vittigheder om den ufor-
bederlige, brødefulde »clérigo presbitero« og hans Marta, kalder
ham engang »Universal-Misunderen af det Bifald, som Andre høste.«
Alligevel kan der komme et beundringsværdigt Højsind frem i
Lope’s Udtalelser om andre Digtere, han mødte paa sin Vej, f. Ex.
om Calderon. Og sit bedste Forsvar førte Lope ved at vedblive at
digte Skuespil, som viste, at Digterluen i ham, trods alt, brændte
endnu med usvækét Styrke, holdt i Live af hans vældige Livskraft,
straalende i sejrrig Glans som før. De to, hver i sin Genre ung-
domssprudlende Værker »El castigo sin venganza« og »La noche
-
I
I
t
“
5
l
i
I
£
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
