Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - I. Kilder og nyere Forskning angaaende spansk Nationaldrama. Tallet paa Lope de Vega’s dramatiske Arbejder. Digterens Levned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Lope havde, hvor stærk end hans Konstitution var og hvor
kraftig end hans Geni kunde flamme endnu, faaet en Følelse af,
at hans Liv stundede mod sin Ende. I Slutningsreplikken af hans
sidste, nys omtalte Komedie hedder det melankolsk, at Digteren
vel havde sagt Muserne (d. v. s. Dramaets) Farvel, men han havde
dog endnu een Gang kaldt paa dem og fremstillet sig for sit Theater-
publikum, »for at I ikke skulle glemme mig«. Hans unge Ven
Montalvån beretter, at han ofte henfaldt til Tungsind, at hans An-
dagtsovelser tog til i Strenghed og Styrke, saa at han endog piskede
sig tilblods, og at han ønskede sig Døden, — men at han dog ikke
glemte at passe sine kære Blomster til det sidste, og at han skrev
Vers endnu 4 Dage før sin Død. Sengeliggende var han kun i faa
Dage. Den 27de August 1635 udaandede han i Nærværelse af en
Kreds af ældre og yngre Venner, hvoriblandt Sessa og Montalvån.
Det blev som om hans Død havde sagt til Nationen de Ord, hvor-
med han plejede at slutte sine Stykker: »Skænk nu Eders Bifald,
og glem Fejlene!« Man saae bort fra og tilgav hans Fejl og følte
i dette Øjeblik, udelukkende, hvilken højtopragende og repræsen-
tativ, central Skikkelse der var gaaet bort. Fra nu af dannede
Lope de Vega’s Legende sig — hvad ikke vil sige det samme som
at den virkelige Anerkendelse af ham som Forfatter holdt sig længe,
at man vedblev at spille og læse hans Skuespil; det var det 19de
Aarhundredes 2den Halvdel forbeholdt at sætte ham paa rette Plads
efter hans sande Værd. Men hans Begravelse, ved hvilken man
lod Ligtoget passere forbi det Trefoldighedskloster, hvor hans
Datter Marcela var Nonne, fandt Sted med overordentlig Pragt og
under umaadelig Tilstrømning. Endnu engang lød det gamle Mund-
held »es de Lope« med dobbelt Betydning, om denne Ligfærd. Kort
efter udkom hele to Bøger med alle de talrige Hyldest- og Sørge-
digte fra Nær og Fjern, som i Spanien og Italien vare bievne til i
Anledning af hans Død.
Og nuomstunder veed man ikke, hvor hans Legeme er kommet
hen. Ved Aar 1800 skete en Ombygning og Omflytning i den
Kirke, som rummede hans og Andres jordiske Levninger; og det
med saadan Uagtsomhed, at hans Ben sammenblandedes med Frem-
medes. Det er aldrig lykkedes at raade Bod paa denne Vandalisme.
>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
