Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - St. Hans’ Aften (La Noche de San Juan) - Første Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
Slig Ynde, huldt med Livlighed forbunden,
Frimodighed med Ærbarhed ledsaget,
Tilkendegav, at her var helt forsvunden
Naturens Hast: den havde Tid sig taget,
Med Omhu havde her dens Pensler draget
Hvert Strøg: Nellikens Rødt, jasminhvid Grunden, —
Mens den jo oftest skaber sine Værker
Med ødselt Jag, saa knap vi Hensigt mærker.
Don Juan! en Handske tabte hun en Dag;
Jeg greb den, for betagen, glad at række
Det hvide Elfenben sit bløde Dække.
En enkelt Demantring bar skinsygt Nag,
Fordi ej d e n slig Undren kunde vække. —
Kan mon en Hilsen træffe som et Slag?
Hun takked, nejed, — og ved Øjets Flamme
Min hele Sjæl var smeltet med det samme.
Hun vidste altsaa — mente jeg med Grund —
Min Elskov nu; og længer den mig førte:
Jeg fulgte Vognen kækt, da bort hun kørte,
Og fik at vide af en Tjeners Mund
Navn, Stand og Slægt. Hun hedder, som jeg hørte,
Leonor Solis y Prado. »I en Stund,«
Svared jeg flux, »hvor Sol og Løve møde
Hinanden, maa den hele Verden gløde.«
Jeg kom til Gaden hvor hun bor, erfared
At hun var Søster netop til Don Luis,
Og nu, Don Juan, bli’r paa det Bedste klaret
Kærligheds Handel just paa denne Vis:
Han afstaar mig den Skat, som han forvared,
Og jeg ham min, for ganske samme Pris.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
