Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peribáñez og Herren til Ocaña (Peribáñez y el Comendador de Ocaña) - Tredie Akt - Tiende Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-■
v r v
U
I (I
I
236
il I »O cana«, den Klang mig til Hjertet gaar:
O Rør! hvor kan vel i Verden være
Saa skrøbeligt Rør som en brav Mands Ære?
For alle Vinde den svajer og nejer,
Styrke og Støtte den aldrig ejer.
Rør, med Stængelen marvløs og hul,
Bag tynde Blade i usselt Skjul;
Luners Spil, naar tilvejrs du skyder,
Spindelvævs-let for Den som dig bryder;
Grønt en Stund, men ikkun saa kort,
Inden din friske Lød dør bort.
Med Knuder og Knæk paa din spinkle Stamme.
Og gælder om Æren mon ej det samme?
Kun egnet for Døve, du hule Rør, —
Og for stumme Naboer, Mands-Ære skør!
I Ocana her, ved min fædrene Hytte,
Voxed du op som Vindenes Bytte;
Dog, før skal af mig ved et Hug du stækkes,
Du svage Rør, end af Vindpust knækkes! —
Men hvor maa jeg takke min fuldtro Hest,
Der har haaret mig hid som en fygende Blæst!
Godt, at jeg drætted dig op tilforn;
Velsignet være det gode Korn,
Jeg gav dig til Foder i Krybben ofte,
Og hver Gang jeg satte dig ud paa Tofte:
Ingensinde du tjente mig bedre;
Nu maa jeg tilfulde dig takke og hædre.
Vel har du haaret mig tidt og langt,
Men da var ej Ridtet saa træls og trangt;
For Æren er lig den bedste Spore.
Men nu bør min Tak ret tage til Orde,
Fordi saa snelt dine Hove iled,
Mens paa Ryg min Vanæres Byrde hviled.
’i.
I
11’
s
■
I
■
1
V#
■
.
1
§
’: ■
!
i
■
1
.
i
ft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
