Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Bob døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
»Hvis det blot er tilladt«, indvendte Etatsraaden
fiygtsomt.
»Tilladt«, udbrød Karen indigneret; »dersom man
ikke gjorde værre Ting paa Vestervold end at be
grave en uskyldig Hund, der ikke har gjort en Kat
Fortræd«.
»Vi kan jo gjøre det i al Hemmelighed«.
»Men hvorledes skal vi faa bragt ham derned?«
»Fruen mener maaske, vi skal tåge et Bybud?«-
»Ja, det har du Ret i, Karen*.
»Naturligvis. Jeg kan jo ikke betroes til at
bringe ham til hans sidste Hvilested, jeg, som har
baaret ham paa mine Arme, fra han var en liden
Hvalp, der bed Fruens Gardiner itu og såtte Pletter
paa Gulvtæppet, jeg, som pleiede ham, baade da han
havde Hundesygen, og da Slagterens Kjøter havde
bidt ham i Bagbenet — «.
»Karen, du ved meget godt, at jeg intet hellere
ønsker, end at du skal bringe ham bort. Du burde
betænke, at jeg har Sorg nok i Forveien, saa at ikke
du ogsaa skulde —«
»Saa, saa, Hile Lovise, lad os nu faa Tøiet paa
og komme afsted«.
Etatsraaden trak mildt sin Hustru ud i Entreen.
Karen såtte Laaget paa Æsken, bandt et Seil
garn omkring og gjorde sig istand.
Saa såtte det sørgelige Tog sig i Bevægelse.
Foran gik Etatsraaden og Fruen Arm i Arm;
Karen gik bagefter, bærende Æsken i begge Hænder.
Hver Gang de mødte en Politibetjent, vekslede
de fordægtige Øiekast som et Par Sammensvorne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
