Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Bob døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
betragter man mig med foragtelige Blikke og hvi
sker, at jeg har Feieskarn i Slæbet«.
Hun gik hurtig ind paa sit Yærelse, hvor hun
såtte sig til at skrive et Brev. Derpaa iførte hun
sig sit Reisetøi, stak en Bankbog og sit Smykke
skrin ned i en liden Taske og gik ud i Kjøkkenet.
»Vil du levere dette Brev til Moder, Karen.
Jeg gaar ud til en Veninde paa Vesterbro og kom
mer rimeligvis ikke hjem til Middag.
Dermed gik hun.
Karen saa efter hende: »Stakkels Barn, hun
kan trænge til lidt Adspredelse; det er forfærdeligt,
saa den Kjærlighed tåger paa Folk. Ak, ja, jeg
kan huske det fra min egen Ungdom. Jeg svær
mede for en Hørkræmmersvend med lyserøde Mou
stacher og skjæve Ben. Han var sød, var han, skjønt
han ikke naaede mig længere end til Skulderenc
Karen skjænkede Hørkræmmersvendens Minde
et Suk og strøede melankolsk Peber paa Frikadel
lerne.
Senere paa Dagen var der stor Sorg i det Pohl
ske Hus.
De smaa rosenrøde Garnnøster trillede omkring
i Værelserne dyngvaade af Taarer, og seiv Karens
stive Figur var sunken sammen af Sorg.
»Bette, vor egen lille Bette kommer aldrig til
bage«, hulkede Etatsraadinden. »Hun skriver, at
hun drager langt, langt bort, og takker os for al vor
Godhed. Men hvad kan dog være Granden?*
» Granden «, sagde Karen, »den er simpelthen den,
at Frederik Lyhnenfeldt og hun holder af hinanden«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
