Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mellem Grave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
Det var, hvad man kalder trofast Kjærlighed,
og den er meget sjelden nu for Tiden, speoielt hos
Piger, der er fæstet paa Maaneden.
Elin drog et dybt Suk.
Hun tænkte ved sig seiv, at den lange Lisbeth
var langt mere trofast end hun.
Hun bar Olofs Ring i en Guldkjæde om Halsen
og syntes, at den brændte hende paa Brystet.
Lange Lisbeth var imidlertid ikke uden Feil.
Hun tænkte blandt andet saa meget paa Kor
poralen og hans Forglemmigeier, at hun forglemte
at tørre Støv paa Advokatens Yærelse.
Derfor gjorde Elin det hver Dag; men hun vog
tede sig vel for at være der ved de Tider, han ven
tedes hjem.
Advokaten havde det paa Fornemmelsen, at hun
som en venlig Fe svævede om i hans Stue og svang
sin Tryllestav derinde; men han lod sig ikke merke
med noget.
Den dybe Melankoli, der havde hvilet over hans
smukke, mandige Ansigt, trak mere og mere bort
Dag for Dag.
Ved Maaltiderne, den eneste Tid, da han var
sammen med Damerne, var han livlig og oprømt, og
Elin var ligesaa.
Et Par Gange havde hun endog leet rigtig hjerte
ligt med sin gamle, klokkerene Latter; men saa var
hun pludselig løbet ind paa sit "Værelse og havde
sat sig til at græde — fordi hun havde leet, og si
den bad hun Olof saa mange Gange om Forladelse
— men hun kunde virkelig ikke gjøre for det. Nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
