Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julebaaden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taage over Havet. Oppe i Slottet hos Grevinde
Pontarek og hendes Døtre var Helligtrekongerslysene
lige blevet tændt i Stagen med Grankviste, da der
pludseligt gennem de lukkede Vinduer, tydelig
hørligt trods Brændingens Brusen nede fra Havet, kom
en Lyd som af Aaretag: Plisk, plask, plisk, plask.
Lyden blev stærkere; ind i den gled der udefra
Toner af Menneskerøster, som sang paa bretonsk:
Byd Bølgen tie,
Du Havets Stjerne;
Din Søn os værne
Jomfru Marie!
Rénés Stemme! udbrød Anna og foer sammen,
men Moderen styrtede hen og slog en Rude op,
Vinduesforhænget fløj til Vejrs for Lufttrækket, men
Flammen af Julelysene viftede ikke; klart og roligt
vedblev de at brænde. Kun holdt Sangen derudefra
pludseligt op, og en blød Stemme raabte paa Fransk:
Adieu, maman!
De profundis „af Dybsens Nød" begyndte Anna
at læse Bønnen for døende og døde, men den yngre
Søster drog hende med sig. Fulgte af et Par
Tjenestefolk ilede de i Løb den halve Mils Vej ned til
Fiskerlejet for at faa en Baad sat ud, om nogen af
de skibbrudne endnu maatte være til at frelse.
Men Moderen foldede Armene over sit Bryst. Tavs
og ene gik hun over Klipperne den nærmeste Vej
ned mod det Sted, hvorfra Aaretagene havde lydt.
Moderkærligheden var vaagnet; den lyste for hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
