Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
vilde, og skubbede af bedste Evne til
hverandre. Over Peter Petrowitsch gik det værst
ud; han var en af de Stille i Landet, religiøs,
altfor blid og dertil svag af Helbred. Paa et
Venneraad: «Bid fra Dem», svarede han:
«Vorherre vil have Fred!» I sit Hjem havde han
det ogsaa kummerligt nok, Fattigdom, Uro og
mange smaa Børn. Saa døde han, og vi
begravede ham efter hans Rang med Pomp i
sølvmorsbetrukken Kiste. Det var Foraar; i
Birketræet over den aabne Grav sad en
Nattergal og sang skingrende højt. Hver af de ældre
Kolleger kastede en Klump Jord paa Kisten
og sagde et Par Ord til Afsked. Skjærende
lød den Ros, der kom for sent, og blandede
sig med en uhyggelig Latter af et lille
uforstandigt Barn, der klappede i Hænderne og
raabte Papa. Bittre, bittre Ord vilde arbejde
sig frem. Saa faldt Jordklumpen. Ovenpaa
det halvtbegravede sølvmorsbetrukne Kistelaag
havde der dannet sig en skinnende Plet som
en syvstraalet Stjerne. Og de bittre,
bedrøvede Ord blev kvalte ved Synet af Stjernen
fra Bethlehem. Baade Nattergalesangen og det
faderløse Barns Latter, kolde Menneskers Tale
og Drønet af den nedrullende Jord flød
sammen i Et med den Afdødes Ord: Vorherre vil
have Fred. Alle Sjæles Stjerne fra Bethlehem!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
