Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
føles ikke, saalænge det staaer paa, men om
Aftenen sent, naar man lægger sig til Ro,
komme underlige Billeder frem, ildrøde
Flammetræer mod en blegblaa, skinnende Himmel;
etsteds inde bag de glødende Grene hænger
Solen, stor og rund som en Skive af skuret
Jern. Villien gjør en Anstrengelse for at kaste
Flammetræerne omkuld; de falde om imellem
hinanden og flyde ud i en Sø af røde Bølger
med Glimt af Sort. Solen, den skurede, blanke
Jernskive, tager mere og mere Farve af
Ildbølgerne, til den pludselig river sig løs fra
Himlen og styrter ned i Havet. Saa bliver
det mørkt, og Billedet er borte.
Iøvrigt synes det, at Aaløbet dernede,
som efterhaanden bliver bredere og solbeskinnet
og bugter sig ind under en Bred med høje
Træer, der dyppe Grenene i Vandet, alligevel
ikke kan være et blot og bart Fantasifoster,
affødt af den begyndende Solhedes Tryk paa
en træt Hjerneorganisme. De to Arabere, der
hele Tiden have fulgt mig i Hælene, se
aabenbart ogsaa Noget derude i det gule Sand. Den
ene af dem bøjer langsomt Hovedet tilbage
som Tegn paa Nægtelse og siger: »masché!«
(der er ingenting); den anden, der bryder lidt
paa det Engelske og som undervejs har ærgret
mig endel med sine Tilbud om at riste mit
Navn ind omtrent paa hver Sten i Pyramiden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
