Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
«—«— Hvor dum du er, Kristian,» sagde hun sagte,
da de gik ud af porten.
«Naada?»
«Naar jeg siger, du ikke faar kysse mig —.»
Pause.
«—« — saa venter jeg, til Hvidepus kommer og
maler — det gjør saanne smaa katunger altid.»
«Tosken!» Hun gik langt fra ham.
Saa tog han hende og kysset hende. Mange
gange. Og hun opgav al modstand og kysset heftig
igjen, glad for at føle sig tynd og liden og vel gjemt
i sin store kjærestes rummelige favn. —
De gik opover Kirkeveien.
«Jeg kan ikke skjønne —,» sagde Kristian, «for
en stund siden, da jeg saa ud, var der nordlys —.»
«Du kan da begribe, nordlysene kan ikke gaa
og vente hele natten, til du faar tegnet fra dig.»
«Jasaa, du er furten endda, du —.»
«Tøv.»
Nordlys var der ikke mere af, men der var
maaneskin bag et tyndt, tæt skydække, der lyste som
hvidligt perlemor. De rimhvide trær og de hvide
jorder skimret svagt — aaserne syntes udviskede og
skyggelige i det blege tusmørke.
De stod længe ved gjærdet og stirret udover —
dette hvide halvlys var næsten dunklere end mørke;
de kunde sletikke skjelne hinandens ansigter. — Uni
frøs gjennem sine sko, der var lidt istykker, oggjen
nem jakken, der egentlig var vaarkufte — i en plud
selig træt, såar følelse af at være utilstrækkelig klædt,
utilstrækkelig mæt, med vissheden om, at hun ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
