Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
udover. Men hvis du ante, hvor det var mig mod
bydelig, naar folk brydde sig med os. Kom. jeg paa
kontoret en dag og var i daarligt humør, begyndte de,
hele banden: Naa, faat skjend af Uni, uvenner med
Uni —. Ringte du op, saa kom de straks farende
— især damerne, dem kunde jeg jo ikke ngtig kværke
heller: Uni, Uni i telefonen — isch fan —.
Der er jo ikke anden maade at faa folk til at
holde sin snude fra andres sager, end at sætte det
i avisen og sende kort og alt det der. Saa gir de
sig —.»
De elektriske buelamper suste pludselig op og
tændte med en sagte nynnende lyd — en straalende
hvidblaa perlekjæde mod den rustrøde aften.
Uni puttet sin haand i Kristians.
«Nu er din far ovenfor Lillestrømmen alt. — Jeg
skal følge dig opover, jeg — det er saa moro at
gaa i byen, nu jeg er saa fin —.»
Hun rettet sig i skindjakken — Kristians julegave.
«Saa gaar jeg opom Charlotte —.»
Charlotte var netop kommet fra kontoret. Hun
sad og spiste i dagligstuen — søsteren havde elev
i spisestuen.
Fiskesuppe og opvarmede kjødkager paa et præ
senterbræt.
Uni havde altid trods alt havt et indtryk af fin
og festlig hygge af Charlotte Hedels’ hjem. — Første
gang, hun saa det, var en vinterformiddag, hun kom
indom for at faa Charlotte ud en tur — solen skin
net paa de mange billedrammer, guldlister og glas.
Der var tæt i vinduerne og bortefter væggene af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
