Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
for ras af sneis, som bruser gjennem luften og klasker
i gaden med smaa fygende, blanke splinter. Der er
al vaarens tungsind i det gule sollys, som gjør alt
slidt og falmet, vinterklærne og de nøgne, graaladne
trækroner — der er lidt af den evige længsel i hvert
sind, om saa de smaa damerne bare ved, at de længes
efter nye, fine klær. Vaarens første lyd er der; den
livsalige bristen af issvulen paa fortauget, der ikke
ligner noget andet, vindens sagtfærdige sus i træ
kronerne — hui, saa kommer der med en gang et
stormstød, saa grenene kløver luften med hvin; og
spurvene blir skingre i maaiet, og oppe i skogen
skjærer skierne paa skaren med en egen, skarpere
tone, som det vaagne øre kjender. — Den første bare
flek jord indmed en husvæg er en frydefuld nyhed.
Saa blir det kvæld, og luften er skjærende kold,
og nyisen brister under fødderne med glasskjør kling
ren. Himlen er grønlig, og langs aaserne i sydvest
dvæler aftenguldet uendelig falmende længe i de
endeløse, fortærende lyse marsaftener.
Uni gik opover til Kristian med de første blaa
veis, hun havde kjøbt hos en gammel kone i et
portrum.
Han sad henne ved vinduet og skrev til sin bror;
gjorde brevet færdig, mens hun satte blomsterne i
vand.
«Vil du sætte en hilsen paa til Lars?»
Kristian stod og saa ud, mens hun skrev. Saa
kom hun bort til ham og stod og tuklet med fingrene
i hans håar, mens de stirret ud sammen, hvor skum
ringen stod gjennemsigtig og dunkelt violblaa over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
