Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
skulde føle sig ydmyget ved alt mulig. Smaalig,
barnagtig, forfængelig var hun — naar hun gik
udover Drammensveien og misundte de mennesker,
som bodde der, gik elegant klædt, havde deilige gar
diner i vinduerne — og som hun igrunden foragtet,
fordi de ikke digtet og drømte om livet som hun. —
Som hun foragtet de andre paa kontoret — inderst
inde følte hun sig ydmyget ved at maatte arbeide
der. — Som forleden dag, Sixten Thorne kom op
for at snakke med hendes chef: Hun blev blodrød,
prøvet først at slippe hilse, og da han snakket til
hende, stod hun og fomlet som en idiot.
Og hun vidste jo godt, hun burde være stolt af
det, at hun arbeidet, havde klaret sig selv fra hun var
barnet næsten. Og Kristian var hendes kjæreste,
Kristian — du gode Gud, og saa gik hun og ønsket
sig silkefor i kjolerne og hus paa Drammensveien !
Og en dag — hun tvilte jo aldrig paa det selv —
saa naadde hun det, hun havde drømt om altid —.
«Jeg har lyst til at reise over til Amerika —,»
sagde Kristian med et.
«Men Gud, hvordan finder du paa det — !»
«Jo. Her er jo ingen fremtid. Nu ser du dig
— talent siger de jo, du har i lange baner, du vil
bare bruge det — nei tak, man greier sig uden det
hertillands. Se paa mig da — skal jeg gaa i denne
filleposten og søle med disse heiserne og ikke ha
udsigt til at kunne by dig noget ordentligt nogen
sinde — du er sandelig ikke skabt til smaa kaar —
ikke jeg heller for den sags skyld. Men faa noget
ordentlig her — jeg ved da for fan, jeg kunde greie
— jeg havde nær sagt hvadsomhelst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
