Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
Og det var mod sin egen fortvilede angst, at
hun svarte:
«Jeg tror det, Kristian, fuldt og fast tror jeg
det. Der maa være evner, hvor der er slig en vilje,
som min, slig en kjærlighed, slig en længsel — nu,
jeg har prøvet vanskelighederne, alt næsten, der kan
være mod kunsten i ydre kaar og sligt. — Jeg har
mod, jeg har tro, jeg har kjærlighed endda!»
«Ja. — Jeg tænker paa det, du har fortalt om
Charlotte Hedels. Tror du, nogen har slig længsel,
slig kjærlighed til livet — evner ogsaa kanske —
tror du, hun nogengang kommer til at leve?»
«Kristian!» — Hun tog sig i det, og hun prøvet
at smile:
«Du begynder at bli saa uhyggelig intelligent,
synes jeg.»
«Kanske du har ret i det.» Kristian talte ganske
lavt og alvorlig.
«Ser du, Uni, da vi forlovet os ; der var vel ikke
et menneske, der vidste mindre om kunst, end jeg.
Jeg ante ikke, hvad den kan være for de mennesker,
der lever for den.
Nu aner jeg det ialfald. — For mig er det, at
jeg elsker dig, detsamme. Gud ved, jeg har længsel.
Og tro. Og vilje. Og kjærlighed. Jeg vil ikke hindre
dig. Endda sidder jeg her idag — og det er ikke
første gang — slig, at du maa føle det, som vi kjæmpet
om det, som du tror er lykken for dig. Som jeg sad
her og var din fiende — kanske lagde lumske bag
hold for dig.
Du faar forsøge at tro paa min ærlige vilje.
— Men du kan jo forståa: Brister det en dag for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
