Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
af smaa og hæslige ting — saa fik det heller
rives over.
Saa glad som han var i hende! Kristian Hjelde
lagde ansigtet ned i sine hænder. Og hun var glad
i ham og, ja det var hun.
Men det var alligevel umuligt. Den evige,
pinende mistillid. Aldrig kunde de være helt ærlige
mod hinanden, aldrig mod sig selv. Han havde ikke
kunnet hindre det idag, at han tænkte et øieblik:
Nu gaar hun, — nu staar hendes vei hende aaben,
du er bare iveien nu. Og han selv, havde han ikke
havt sine hemmelige tanker: Nu er hun snart din,
helt og holdent — og havde han ikke tænkt det,
hans hjem, hans kjærlighed, hans barn, de skulde
binde hende — vinde hende, kaldte han det nok selv;
men binde hendes vinger, det mente han vel — —.
Det var hæsligt. Væmmeligt. Som nu ihøst, hun
var sammen med Thorne. Han var skinsyg, skjulte
det, men gik og mistrodde. Ikke netop, at Thorne
var nogetsomhelst andet, end en barndomsven —
men at hun gik og længtes efter de kredse, han hørte
til — «snobbeklikerne», som han selv kaldte det,
societeten, som det hed. Kredse ialfald, hvor han
ialfald ikke havde udsigt til nogensinde at kunne
føre hende md.
Nei — det, han kunde byde hende, det var
ihvertfald ikke noget, der gav ham ret til at holde
igjen, naar hun vilde gaa.
Kjærlighed, kjærlighed — naar den ikke kunde
bære over alle hverdagens smaa, onde ting, ikke en
gang skjærme mod smaa og stygge, stille tanker —.
Saa sendte han Uni hendes ring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
