Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
alverden. Og naar hun først havde slaaet igjennem.
— Gudsdød, hun skulde vise folk, hvordan der skulde
spilles komedie. — Og endda, naar hun sad og
saa andre spille, sligt som de fik applaus paa, saa
sad hun og brændte efter at faa vise — nei dette er
da for gærent, saa tindrende falsk, komedie, affekta
tion, deklamation. Men det gik altsaa baade i kri
tiken og folket. Og nu var hun begyndt at bli træt.
— Kanske det var de andre, der havde ret. Det gik
jo ikke an at gaa rundt paa en scene og være natur
lig bare. Kanske hun ikke kunde gjøre kunst af det,
hun mente. —
Men det var jo ikke til at holde ud, hvis det
skulde være hendes fremtid — at gaa der som en
middelmaadig operetteskuespillerinde paa Cityteatret.
Saa havde det været bedre at bli paa kontoret da. —
Hun var jo ikke et håar mere uafhængig nu end
før. Egentlig var det det samme —en chef, man
var afhængig af, næsten mere end paa kontoret,
kamerater, som hun ikke havde det ringeste sam
men med — naar hun undtog et par af dem —
og saa de evige pengekvaler. — Og hun fik pent bli
der. Der var pokker ingen forretning, der vilde ha
hende nu, hun havde faaet stemplet paa sig, kunst
nerinde. —
Du evige Gud, som Kristian havde havt ret ofte.
Kristian — som hun havde længtes efter ham
ofte. Bare se hans ansigt, bare høre hans stemme.
Han, som igrunden aldrig havde villet andet end staa
mellem hende og alt i verden, der kunde stikke og
saare hende. Alt leit mellem dem, var det ikke bare
kommet af det, at han saa, hvor lidet hun duet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
