Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
— i gamle dage, paa skiture om eftermiddagene i
mars. Naar de kom ud af skogen oppe paa Sogns
jorderne idet det sidste røde solskjær blev borte og
stjerne efter stjerne tændtes — og det gik paa skaren,
saa hun fik taarer i øinene nedfor bakkerne.
Han havde fortalt om sin ungdom hermde i otti
aarene — alt mulig — om politik og om rangel, om
møder og resolutioner — nye tanker og ny kunst.
Hun havde bare følt dengang, og følte det nu — der
havde været en ungdom, de bedste af ungdommen —
der havde villet hugge næverne i det virkelige liv,
graat som det var, og frugtbart og koldt som lere i
vaarbløten. Ingenting, som var, var uvigtigt, for det
er der ligemeget, om man lukker øinene for det;
alle som lever, kan snuble over det — og det er de
mange, de, som ikke har raad til at gaa med lukkede
øine og drømme.
Og de kom til at snakke om dengang, han og
Aune. Og Dyrssen sad og smilte:
«Det er komisk, Edele — saa godt De husker!»
«Ja — hvad vil ungdommen igrunden nufor
tiden?» sagde Aune.
«Ja Edele og Tom — hvad er det, den vil?»
«Vi skulde ialfald ville — ta livet, akkurat som
det er — og se, hvad vi kan arbeide ud af det.»
Saa saa hun op. Alf Aagaard og Hildur Fjære
kom md. De fik et bord i nærheden.
«Ja,» sagde Dyrssen. «Det høres bra ud. Saa
længe man arbeider, har man det bra. Det som
man har opnaaet, er der ikke nogen stas ved. Det
er det, man vil opnaa, der har værdi. Saalænge
man ikke har det godt, har man en mening med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
