Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
af tømmeraffald hang veien i bue foran dem; bakke
ned og bakke op løb den gjennem fiendtlig mørke,
øde skoge under den isnende hvide, onde fuldmaane.
Der fandtes ikke sne paa trærne — haard og sort
stod skogen mod den maaneblaa himmel. Faa stjerner
funklet evighedsfjernt i det tomme rum.
«Jeg tør ikke gaa længer paa denne veien, Tom
— har du seet no eaa fælt —. Er ikke du ræd —.»
«Ræd — pyss —.»
Hun følte en uhyggelig, farlig lyst til at skræmme
gutten i sin egen øde angst.
«Turde du gaa bort til sæteren nu — ?»
«Om jeg turde — kom vel!»
Skierne hvinte og skreg øredøvende nedover de
haarde tømmerklever. Udover de hvide sletter i
skogen gjorde de ikke slag i skaren engang.
«Faa laane kompasset dit, Edele —.»
Det hang i ursnoren. Edele gav ham det hele.
De stod en stund oppe paa volden ved den
store sten. Den bare flekken var kulsort. Nu frøs
det altsammen. Det var utrolig at tænke paa alle
dagens blide, vaarlige farver — dødt var det alt i
dette forferdelige, døde maanelys — bare sort skog
og hvid, lysende sneslette og det syge himmelblaa.
Svart, svart var det i hende selv. Øde, døde
skoge omkring — tomt og utrolig ensomt. Hun
skammet sig, fordi hun havde lyst til at ta gutten og
kysse ham — bare for at kjende et liv i sine arme
i den frysende, tomme nat.
To aar siden — lidt mere — var det siden den
milde, blaadisige nat hun stod og hørte hanegalene
nede i Sørkedalen —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
