Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
smaa, blanke tjern og uddøende graner og blege
myrer — og bølger af fjeld bag fjeld i skumringen
paa den anden side af dalen. En øde, mørk skog
laa imellem, fortalte han. Men bag dem laa der
nuter i rad og række og lyste graagule i solnedgangen.
Der skar et uhyggeligt, gnelrende fuglerop gjen
nem stilheden — vildt og pludselig, som det rev
aftenluften istykker.
«Hør ørnen, Edele.»
«Er her ørn?»
«Jada. Kongsørn. Den har rede lige opi Stein
veggen. Se der er den — kan du se, den hvide
bugen — der er maken ogsaa.»
«Men tar den ikke mange rypekyllinger og sligt
for dig da?»
«Aajo. — Men jeg lar den ifred. Jeg er blit
saa gammel, at jeg har ikke moro af mere at faa
skudt en to-tre hundrede ryper. — Jeg liker bare
at gaa og drive her i vidden — se hundene arbeide
— skyde lidt og saan. — Det vilde ikke være det
samme for mig, stedet her, uden det kolde ørneskriget
oppe i hammeren —.»
Hun vilde være med dem bort paa nabosæteren
efter melk. Der var en ung pige, som hed Rønnaug,
og etpar slaattekarer fra bygden. Edele sad borte i
bænken, lidt undselig overfor disse bønder — de
syntes vist ikke, saan en smule byfrøken var noget.
Tom var bedstevenner med dem allesammen.
Og paa hjemveien plukket de multer, hun og han,
mens Per gik i forveien for at stelle aftens. Og da
de to gik mod sæteren i det voksende mørke, fattet
Edele hver stenhelle paa veien og hvert blink af vand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
