Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Hun stod og ventet paa ham paa stationen en
vædeblank vaardag, da tunge sølvskyer drev og
sendte slagskygge over aasene, og dalen blev borte
i blaa dis, der hvor fjeldene mødte sammen. Elven
fosset gul og strid under broens rødmalte træbue,
og nedover lien gnistret der fine strenge af rin
dende vand.
Solstreifene flyttet og gjorde visne jorder gyldne
og pløiet mark fløielsbruri, tændte paa slanke, lyse
grønne askestammer, der stod med rødbrune rakler
og lugtet sødt af balsam, brandt paa røde udhus og
hvide gaarde og graa stuer; en svart skogli blev
med en gang blank af olivengrønne graner med sølv
graa, naken løvskog indimellem.
Det blev bare et fast haandtryk, da han sprang
udaf kupeen, og et til, mens de gik over perronens
trægulv, og en lang, stormende omfavnelse inde i
det øde, gulmalte venterum.
De gik opover veien mod skydsskiftet — det
var en eneste, rivende bæk; linerlerne pilte over
veien og ilskreg ustanselig, og tunge kraaker flyttet
fra træ til træ og skreg til hinanden. Men lerkerne
trilret høit og lavt, som det var selve den solfødte
dirren i luften, der var blit til lyd.
«Edele hvor du er blit brun!»
«Jamen jeg var brunere i paasken, ikkesandt?
— Du, jeg har bestilt middag til os her. — Du
havde nok faaet det bedre oppe paa sanatoriet. Men
jeg havde saan lyst. Saa kan vi spise alene, ser du.
Synes du ikke, jeg skulde gjort det?»
Han nikket og 10.
Og de spiste middag i et stort værelse med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
