Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Bekymringer faa en bestemmende Indflydelse paa
vore Handlinger helt op i Alderdommen. Hver
Gang, vi virkelig tager Mod til os og vil række
efter Lykkens skinnende Guldfragter, er det, som
om den moderlige Haand advarende holdt os
tilbage, . . . akkurat som den Gang, da vi som
Børn vilde op i Æbletræerne, og hun raabte til
os: »Pas dog paa, Børnlille ... I kunde falde
ned og støde jer!«
»Men jeg har aldrig kendt nogen Moder,« slap
det Per ud af Munden.
»Nu — saa har man en Fader, sine Søskende,
sine velmenende Onkler og Tanter, der paa samme
Vis — —«
»Jeg har heller aldrig kendt hverken Fader
eller Søskende.«
»Hvadbehager?«
»Jeg er et Hittebarn.«
Neergaard rettede sig langsomt op i Stolen.
»Hvad er De? . . . Er De virkelig — —?«
»Ja,« sagde Per, — han var bleven stærkt rød.
Han havde egentlig ikke villet sige det. Men da han
nu en Gang var begyndt, kunde han ikke lade være
med at fortsætte og fortalte da overgivent, at han
efter al Sandsynlighed stammede fra omvankende
Zigøjnere paa den jyske Hede, hvor hans Pleje-
forældre havde boet. Under Paavirkning af Aftenens
Hændelser, af Vinen og sin Tilhørers stigende For-
bavselse udstyrede han ovenikøbet sin Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
