Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Vilje — var det, som om den Dødens Stilhed, der
hvilede over Huset, den Gravens Kulde, der
trængte ned til ham gennem Loftet, spottede
over al hans Møje ved at ville minde ham om,
hvor tomt og sekundkort selv det største og sejr-
rigste Menneskeliv blev overfor Dødens Vælde og
Intethedens Uendelighed.
For første Gang havde Livets Uhygge, Til-
intetgørelsens uafvendelige Gru trængt sig ind
paa ham med en Magt, som han ikke kunde
afryste. Han havde i de sidste fireogtyve Timer
slet ikke været hjemme. Han var gaaet rundt
paa Kaféer og Billardstuer, havde om Aftenen
været i Teatret og tilbragt Natten hos en fremmed
Kvinde, en af Gadens barmhjærtige Søstre, — og
han sad nu her ved et af Smaabordene foran
Restavrationsbygningen paa Langelinje, jaget herud
fra Byen af den ham fra Barndommen saa for-
hadte Lyd af Kirkeklokkerne, hvis Helvedeslarm
havde forfulgt ham den hele Formiddag. Han
følte sig overhovedet aldrig saa fredløs, aldrig
saa mistrøstig som paa en saadan Helligdag, hvor
Synet af de tilskoddede Butikker, de vogntomme
Gader, de sortklædte Kirkegængere med deres kors-
prydede Salmebog overalt fortalte om Menneske-
nes ydmyge Underkastelse under Spøgelsefrygtens
Trælleaag. Han søgte paa saadanne Dage gærne her-
ud fra Byen for at betragte det frie Liv, der —
ubekymret om alle Helligdagsforordninger — ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
