Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
stenene tumlede Fuglene sig i deres kaadeste El-
skovs-Tagfat. Den lille, tavse Skare af gamle,
affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende —
støttende sig til Stokke og Paraplyer — bevægede
sig op ad Kirkegaardsgangen, tog sig med deres
falmede og forældede Sørgedragter helt genganger-
agtige ud i det klare Solskin. Kun Per, der gik
bagest, syntes ligesom Fuglene og Buskenes lyse
Grønne et Billede paa den levende Naturs evige
Foryngelse midt i Skyggernes Rige. Vistnok var
ogsaa han paa sin Maade grebet af den hele
Højtidelighed, af de gamle Venners Sorg og af
Stedets Alvor. Men Døden indgød ham ikke
længer nogen Frygt. Ja, idet man samledes om-
kring Graven, og han saa’ den sorte Kiste for
stedse glide ned i det mørke, snevre Jordhul,
gennemrisledes han af en ejendommelig jublende
Fornemmelse... af den næsten legemligeVellyst,der
griber de Unge og Forhaabningsfulde ved en aaben
Grav, fordi de i et saadant Øjeblik i forstærket
Grad føler, at de lever, at Blodet endnu ruller
varmt fra Hjærtet, at Jordens Herligheder endnu
tilhører dem . . . endnu, endnu!
Ingensinde før havde den Tanke beskæftiget
Per, at han jo kunde fremme sine Planer ved et
rigt Giftermaal. Dertil havde han altid for selv-
tillidsfuldt stolet paa sin egen Kraft. Egentlig
tænkte han heller ikke for fuldt Alvor paa det nu.
Hvor betagen han end et Øjeblik var bleven af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
