Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
vanskeligt ved at skjule for sig selv, at de var
noget for korte i Fingrene.
»Jeg synes, De skulde gemme Deres Kompli-
menter til Jakobe,« vedblev hun og skiftede atter
Stilling under sine forgæves Forsøg paa at undgaa
hans stirrende Blik.
»Hvorfor det?« spurgte Per, der nu stormede løs
paa Lykke og Fromme. »Skulde det virkelig være en
Forbrydelse at sige til en smuk Dame, at hun er
smuk. Skulde jeg maaske lyve for Dem og sige,
at jeg ikke ansaae Dem for den mest fuldendt
skønne . . . den mest forbryderisk farlige Kvinde,
jeg har set. Hvad skulde det desuden hjælpe til?
De veed det jo dog. Jeg har jo engang i min
Ungdoms Overmod gjort mig forfængelige For-
haabninger . . . hvad De vistnok ikke kunde und-
gaa at mærke. Naa, lad os ikke tale om disse
gamle Skader! De vilde ikke have mig. Og jeg
maatte slaa mig til Ro med min Skæbne. De
var antageligvis for smuk for mig!«
Nannys Kinder havde efterhaanden mistet deres
Farve. Hun var nu ogsaa bleven trængt helt
ind i Sofahjørnet, hvorfra hun stirrede op paa ham
som en Hypnotiseret.
Men Per blev med eet bange for at være gaaet
for hastig til Værks. Han mente — forøvrig ikke
helt uden Grund — at have set et forbifarende
Glimt af Had i hendes Øjne, og det begyndte at
Lykke-Per. VI. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
