Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle
Forvildelser?
Han havde sat sig hen til Vinduet, der vendte
ud mod en stille, mennesketom Gyde. Han boede
lidt tilvejrs og saae ud over en Vrimmel af røde
Tage og rygende Skorstenspiber, bag hvilke Solen
just var gaaet ned. Næsten paa hvert andet Tag
laa en Storkerede; og henad Mønaasene vaklede
Storkeunger paa lange Ben, advarede og vej-
ledede af Forældrene, der stod paa Reden og
skræppede.
Det var, som om han først nu helt forstod sig
selv og hvad der var foregaaet med ham de sidste
Dage. Vistnok var han allerede paa Kærsliolm
bleven sig sin Kristendom bevidst; men det havde
dog mere været den opskræmte Samvittigheds Magt-
sprog, han der havde bøjet sig for, end Hjertets
og Forstandens overbevisende Vidnesbyrd. Først
i disse Øjeblikke opgik Troen for ham som et
Erkendelsens Lys, der gennembrød Stemnings-
taagerne. Mens han sad der med Haanden under
Kinden og saae ud paa de mange lodret opstigende
Røgsøjler og paa de flyvefærdige Storkeunger,
der tegnede sig mod den gulrøde Aftenhimmel,
fuldbyrdedes i hans Sjæl det store Under, den ny
Menneskefødsel, der saa længe havde været for-
beredt.
Da han den næste Morgen igen gik ud paa
Kirkegaarden, var Fortidens Skygger manet bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
