Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Inger havde fra først af slet ikke sat Pers Brud
med den københavnske Dame i nogen Forbin-
delse med sig selv. Skønt hun ellers godt kendte
sit eget Værd, opfattede hun det skete udelukkende
som et Resultat af Bekendtskabet med hendes Fader
og den Indflydelse, dette efter Pers egen Udtalelse
hin Dag ved Middagen paa Kærsholm havde haft
paa ham. Det var hendes Veninder, de to Frøkner
Clausen, der satte hendes Tanker paa det rigtige
Spor, og hun havde siden levet i en egen behagelig
Svimmelhed ved at høre om de mange Millioner,
Per skulde have givet Afkald paa for hendes Skyld.
Hvad hun ellers følte derved, var hende længe
temmelig uklart. Nogen særlig Optagethed af Pers
ydre Person var hun sig ikke bevidst. Naar hun
tænkte paa ham, huskede hun egenlig kun hans
Øjne, maaske fordi hendes Fader hin Aften efter
hans første Besøg i Præstegaarden havde sammen-
lignet deres Blik med en aaben Havstrand, hvor
solbeskinnede Maagesværme kreser omkring halv-
begravede Vrag i Sandet — »Minderne om Vinter-
mørkets og Jævndøgnsstormenes Ødelæggelser«.
Hun havde dengang studset over dette Udtryk,
hvis Hentydninger hun ikke forstod. Nu, da hun
forstod dem bedre, sysselsatte disse blege, sorg-
fulde Havmandsøjne hendes Fantasi og beherskede
helt hendes Erindring om ham. Samtidig var dog
netop den Fortid, hvorom de fortalte, den værste
Anstødssten for hendes Følelser. At give sig bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
