Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
Nu, da han var borte og ved sit uhyggelige
Endeligt selv havde vidnet om sin Livsfilosofis
bristende Bærekraft, fik Per en lignende Fornem-
melse af lykkelig undsluppen Livsfare som den-
gang, da han modtog Efterretningen om Løjtnant
Iversens Selvmord. Ved hans feberhede Haand
var han bleven ført dybt ind i mørke, øde og
vilde Egne af Aandens Verden, hvis skuffende
Ørken-Luftsyn og Hildringer længe paa Afstand
havde lokket ham. Og dog! Han vilde altid min-
des den ulykkelige og ensomme Mand med Tak-
nemlighed og Kærlighed. Endnu i sin Død var
han bleven ham en Lærer og Befrier.
Derfor harmede det ham ogsaa at være Vidne
til den hoverende Medlidenhed, som kom tilorde
rundtom hos Folk, der sad hyggelig beskærmet
af deres egen Lidenskabsløshed og aldrig havde
følt nogen titanisk Drift til at kæmpe med Dæmo-
nerne. Særlig opbragte Svigerfaderen ham med sin
overbærende Hovedrysten.
»Ja, saadan maatte det jo ende! Det var næ-
sten til at forudse. Hvad andet skal det vel føre
til, naar man ikke kan naa til Forligelse med
sig selv? Jeg har altid haft oprigtig ondt af ham,
stakkels Mand!«
Der kilrede Per et hvast Svar paa Tungen;
men som saa ofte før gemte han for Ingers Skyld
sine Følelser hos sig selv og tav.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
