Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Madagaskars Geographie og Naturprodukter i Almindelighed - a) Kyststrøget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
lunde sund*). Men ogsaa i de egentlige Høilandsprovindser
Emerina og Betsileo sindes den paa en Mængde mindre og
ofte mærkværdig skarpt begrcendsede De fleste af
disse ere viftnok sumpige, men der gives dog ogsaa flere, hvor
man, efter Terrcenet at domme, snarere skulde formode det sun
deste Klimat end et „Feberhul", og hvor den ikke destomindre
kan være slem nok. Det er navnlig denne sidste Omstændighed,
som spotter alle rimelige Forklanngsgrunde for Feberens Til
blivelse, som at den skulde avles af de i stillestaaende Vand
forraadnede Plantedele osv., og det er fremdeles af samme
Grund, jeg ikke kan dele enkelte Forfatteres sangvinske Haab,
at man ved at foretage en Del Dcemninger og Udtørringer af
enkelte Laguner paa Kysten m. M., skulde blive ganske fri for
denne Landeplage. Noget bedre vilde det maaske blive; man
har jo fra Batavia og andre Steder Exempler paa, at Men
neskehaand i denne Henseende kan udrette Noget til det Bedre,
— men ganske feberfri vil Ven neppe blive ved nogen saadan
Forholdsregel — af ovenfor angivne Grunde.
Forend jeg flutter disse Bemærkninger, skal jeg dog ikte
undlade at meddele den trøstelige Oplysning, at efter Alt, hvad
Historien fortæller om Feberens Rasen her i gamle Dage, saa
maa den tidligere have været meget voerre end nu, en Sand
hed, som navnlig ogsaa de Europceere, som have levet længe
paa Wkysten, bekræfte med den felvoplevede Erfaring. Da Le
sage i 1816 henimod Juletider (rigtignok den værste Aarstid)
kom til Hovedstaden for at underhandle med Radama, blev
baade han og hans fleste Ledfagere faa feberfyge, at nceften
Halvparten af dem inden kort Tid dode. Ikke stort bedre gik
det Bungovosky og hans Ledfagere, der nedfatte sig ved An
tongil-Bugten (1774). Og da de to første engelske Missio
nerer Mr. Jones og Mr. Vaven Med Familie landede i Ta
matave i August 1818, bleve de faa heftigt angrebne af Feberen,
at den Forste inden kort Tid mistede Kone og Barn, og den
*) I de trange DalfMer, inde imellem Skovene, Paa Sakalaverlandets
pstlige Rand lige i Vest for Bongolavabjergene, der danne Indlands
provindsernes (); Vetsileos og Emerinas) vestlige, noget temmelig HM
Vryn og adstille dem fra Sakalaverlandet, stal Feberen være endnu
mere umedgjMig, end paa noget andet Sted i Landet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
