Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Folkets religiøse Liv - B. Folkets religiøse Liv som Christne - a) Missionen paa Madagaskar i den nyere Tid, i dens historiske Udvikling - α) Londonerselskabets Virksomhed for - 2) Trængselstiden under Ranavalona den I., 1828—61, Virksomheden maa ophæves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A 251
toge. Enkelte modsatte sig dog hele Foretagendet som pligt
stridigt. Andre spurgte Prindsen, om det var urigtigt, at de
modtoge Penge af de Franske, naar det hed, at det blot skulde
være „en Hjælp fra Venner", hvortil denne gav et deres
Samvittighed beroligende Svar. Andre, som spurgte ham,
om det vel var Ret saaledes at sælge sin Trostab til Udlændinge,
svarede han: „Nei, naturligvis ikke". (!)
Sammensværgelsen blev rovet for Dronningen; Prindsen
trak sig nu øieblikkelig feigt tilbage, uagtet det allerede var kommet
saa langt, at Aieblikket til Udførelsen af Statskupet stod for
Dsren. Dronningen tilgav sin Son, men forviste Labord og
Lambert samt den Sidstes Reisefcelle, Idda Pfeipher, hvis Dag
bog fra disfe Tider er soerdeles interessant og naivt blotter
det Hele. Den lader da heller ikke nogen Tvivl tilbage om,
at det christne Parti fortrinsvis udgjorde Lamberts Med
forbundne. At Dronningen nu retslig forfulgte Deltagerne i
Oproret og lod flere af dem, om hvis Skyld der ikke var nogen
Tvivl, henrette, er naturligt nok. Men den Omstændighed, at
disse Oprorere ogsaa vare „Christne", ialfald af Navn, beret
tiger dem ikke til nogen Plads iblandt Kirkens Blodvidner.
Det er ganske forklarligt, ja menneskelig talt undskyldeligt, at de
Christne, som havde lidt Mest af Dronningens Grusomhed, og
saa vare de Villigste til at være med paa at afsætte hende ; men
Opror er og bliver dog Opror, og at straffes for at have del
taget i det er ikke noget christeligt Martyrium. At ville paa
staa dette, er at glemme Herrens Ord : „Dette sinder . Naade,
dersom Nogen af Samvittighed for Gud sinder sig i Gen
vordigheder, naar han lider uretfærdigen; thi hvad er det
for Ros, dersom I, naar I synde og blive slagne, lide
taalmodigen? Men dersom I, naar I gjore Godt og lideder
fir, ere taalmodige, dette finder Naade for Gud" (1 Pet. 2,
19—20; 4, 14); og atter: „Ingen af Eder lide fom Morder
eller Tyv eller Misdceder . . ., men lider han fom en Chri
sten, da stamme han sig ikke, men cere Gud derfor" (1 Pet.
4, 15-16).
For den, der kjender til Sagens sande Sammenhæng, gjor
det derfor et uhyggeligt Indtryk at fe, at enkelte engelske „Mar
tyrhistorikere" som Ellis (og efter ham ogsaa Silree) friskt vcek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
