Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Urolige Tider.
^ilde ikke lade Becker see, hvorledes han trak hende
til, hvorledes hun længtes ester en Udtalelse, der
i Øieblikke syntes ganske nær, men pludselig
ude-blev, som om han løb paa Skøiter og ført af sit
^get Løb svingedes rundt eller forfvandt, netop
som han vilde standse. Becker vidste det, legede,
1nen blev esterhaanden saa dybt indviklet i Legen,
at han ønskede, aldrig at komme ud as den. Hvor
koldt hans Hoved end blev, var Atmosphæren, han
indaandede, brændende hed, liflig brændende; det
var en Pine, Behagelighed og Lyksalighed, der
forøgedes og for ham fik sin egenlige Jnteresse
ved Fornemmelsen af, at hans Begavelse steg
der-ved, at han aldrig havde staaet saa høit i Kunsten
som i denne Tid. Han var for erfaren til at troe,
at det kunde blive ved faadan; Rofen udfolder
ikke sin Knup for at blive uforandret,
nysud-sprungen Rose. Men han søgte at holde
Øie-blikket sast saa længe som mulig, tildels sordi han
om det Egenlige og Sidste ikke var enig med sig
selv. Han tvivlede ikke paa, at det jo maatte føre
til et ægteskab; han sagde til sig selv, at han
elskede Ellinor; han var overbevist om, at det,
han nu følte, var Kjærlighed; han sagde til sine
Venner, at han nu var blevet et godt Menneske,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
