Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ravnen.
i det Øieblik man vaagner, sornemmer man en
Sorg eller ^Noget, der ligner Sorg, en Tyngde, ett
Smerte, et Savn, og endnu halvt indhyllet i det
legemlige Velbehag, som Søvnen har esterladt,
siger man til sig selv: Men hvad er det dog^
Jntet Ondt truer mig; der er ikke sor Alvor det
Ringeste i Veien med noget as mine Anliggender; je^
kan jo tage Livet, som det er, Solen skinner, je^
kan være glad — hvis jeg blot et eneste Øiebl^
idag kunde see hende, og hvis jeg kunde opda^,
eller hvis jeg kunde tænke mig — — og saa pibler
den urimelige Længsel ind i hver Blodsdraa^e,
Erindringen om hendes Øie, hendes Smil, h^
des Skikkelse bringer en Duft fra hende, de^
gjør Hovedet fvimmelt, pinefuldt, lykfaligt
fvim-melt, og midt i dette kommer Angst, Skinsyge
mod Enhver, hun maaskee foretrækker, og bringer
Hjertet nær til en Hvirvel, en Fortvivlelfens
Malstrøm, hvorsra det kun reddes ved at klamre
sig til et Haabets Halmstraa eller ved, at man
springer op og tager sig hvilketsomhelst sor — —
saadan bærer man igjen hele sin frydefulde Sorg,
ligesom Priuds Agib, da han vaagnede, havde
den Gamle paa Ryggen og ikke kunde ryste
ham af.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
