Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Næsten et Geni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Huset», og havde dog en hemmelig Længsel
derefter. Denne Længsel steg, da Jens en
Aften var i godt Lag i Charlottenlund,
udenfor Grøndals. Kammeraterne fik ham
uden Vanskelighed til at synge, og han sang
Drikkeviser, fædrelandske Sange, lette
Opera-Arier. Folk samlede sig og lyttede; de
ventede ikke Saadant paa dette Sted; de
klappede og raabte Bravo, adskillige Gange
saa højt og stærkt og saa ordnet, som om
det var «Huset*, der bifaldt. «Hvilken
Stemme!* blev der raabt. En Herre, der
forstod sig paa det, tilføjede: «En usleben
Diamant!*
Efterhaanden fjærnede Jens sig fra
Smedningen og gav sig med Iver til at
«studere*. Dette havde vel tildels sin Grund
i, at Theatret trak ham til, men nok saa
meget den, at et andet Sted stødte ham
fra, nemlig Morbroderens Hus. Morbroderen
var en stille, støt, paaholden Mand, der
havde lagt sig Noget tilbedste, og det skulde
Altsammen tilfalde hans Plejedatter. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
