Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
fra alle Gaardene ser man Hallingdalselven sno sig
som det yndigste Smaragdbaand (Smaragd er grøn ·
’Ædelsten) efter Dalen, og Gaardene paa Bredderne.
Man ser. Gol udenfor Hera, Liagaardene, hele Nes
med sin lyse Kirke og sine tætte Husklynger, studs-
fjorden, hele Bromma og langt udover Flaafjeldene.
Mangesteds kan man se- længere,. men Rust ligger saa
lige for Enden af Dalen, at man paa lang Stræk-
ning ser de smukke Gaardrækker og den klare Elv.
Ja, Vandet i Hallingdalselven er klart, saa jeg
aldrig har seet det klarere. Hele Dalen opover staar
Gra11 og Furu og Bjork og Or som Kranse og Bu-
ketter ned til Vandbredden Granen er mørkegrøn og
minder om ferme Koner, der har prøvet Livet og har
sine Bekymringer, uden dog at bojes asdem. Granen
er værdig og alvorlig, den tunge Sang snser ud af
Granskogens Bringe. Furuen er lysere, men har dog
et Strejf af Livets Tyngde. Bjork og Or staari
lysegron Pragt, frejdige og livsglade, de skjælver og "
hæver af Livsfryd« naar Dalbrisen rasler med Bladene,
og de minder om livsglade Ungmoer, der kun bar seet
Livets Morgenrøde, og hvor Varmen er fyldt med
Livsmod og sagre Fremtidsdromme. Smaafuglene
vælger derfor ogsaa yelst den lyse Bjorkekrone til Sang-
tribune, for det tunge og dystre kan de ikke noget med.
Gaar man en stille Dag ved Skjærsommertide
langs Hallingdalselven og giver sig til at betragte den
stille, dybe, klare Strøm, maa man uvilkaarligt standse
overvældet as Beundriiig over dette Skjønhedsbillede,
disse vidunderligt dejlige Farveharmonier, der hvert
Øieblik skifter i evigt stille Leg. Der ser man Vink-
kens lyfegronne Fryd, Furnens og Orens beherskede
sobre Farve, det rolige Sind, og Granens dybe, rene
Alvor, Græsvoldens brogede yrende Farver, snart
staalblaa, snart azurblaa Himmelfarve, enkelte Partier
af dyb svart Vandfarve, saa dybt mørkegrøn, enda
morkere end Granen, under et skyggefuldt Landparti
et Stykke gravdybt svart, saa en lystig Skumfryndse i
Stryket, kort sagt, man staar overfor et Stykke Natur-
skjonhed, som Kunst aldrig kan magte at gjengive.
Skal man karakterisere Hallingdal som Landskab, kan »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
