Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 7 —
Og kaptejnen gjorde som Hjob, han raste
indvortes mod sine venner og aabenlyst mod
Gud eller rettere sagt mod skjæbnen, som havde
spillet ham et saa skammeligt puds.
„Ja, tag det nu bare med ro," sa vennerne,
„det er jo en overgang; det ben lar sig vel
reparere."
Men det gik ikke saa ligetil med
reparationen, hvad enten det nu kom af, at ulykken
fremdeles var ude, eller om lægerne havde gjort
en dumhed; ialfald hed det sig, at der var
indtraadt alskens ubegribelige komplikationer, og
det trak ud med reparationen.
Kaptejnen blev mere og mere harm, jo
længer han laa der. Han ønsked i sit inderste
hjerte alle vennebesøg fanden i vold, thi han
skammede sig dybt over, at han skulde kommet
i slig latterlig ulejlighed; men han tog dog imod
dem, naar de kom.
De eneste, hvis besøg han ikke vilde vide
af, lige fra den første stund af, det var tanten,
fru statsraadinden, og hendes fem døtre,
kusinerne. Han glemte dem ikke deres infernalske
latter; den klang endnu igjen i hans øren.
Tænke sig at le i et sligt øjeblik! Og var det
i grunden ikke dem, som var skyld i hele
ulykken? Hvorfor skulde de narret ham til at bli
saa overgiven, hvorfor skulde de drevet sligt
koketteri med ham. Han brød sig jo i grunden
aldeles ikke om dem; de var kjedelige, de var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
