Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 9 —
vilde vinde sin førlighed igjen. Man syntes
synd paa ham, og for at trøste ham i
elendigheden blev han udnævnt til major. Han vilde
saa alligevel ikke længe staa andre i vejen; sin
afsked maatte han søge, saasnart han kom ud
fra hospitalet.
Jo længer tiden led, des bidskere blev han.
Venneskaren tyndedes; tilslut forsvandt de alle
i dydig forargelse over hans bitterhed, og han
laa igjen alene med sin harme over verden.
Saa hændte det en dag, der meldtes et
besøg.
„Hvem er det nu igjen?"
Han fik visitkortet.
„Hans Peder Pawels, bankkasserer," læste
han. „Hans Peder Pawels? Hvem er det? Jeg
kjender ingen Pawels! . . . Aa saa . . . det er
gamle Paals! Ja, lad ham komme."
Og Hans Peder Pawels kom ind, en liden
spinkel fyr med et rundt ansigt, fuldt af rynker,
som stadig bevæged sig, og nogen troskyldige,
forundrede øjne.
„Hvad pokker er det dig, gamle Paals?"
Jo, det var da det.
„Hvad er det, som fører dig hid da, far?
Det maa være en aparte anledning. Du er en
sjelden mand at se. Det er hundrede aar siden."
„Ja," sa gamle Pawels. Han var nu ikke
egentlig saa gammel, men han saa saa ud. Han
var endel yngre end majoren, men de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
