Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— III —
„Nej, det er meget likere, at du er kommet
hid til mig idag, Paals."
„Du er jo dog den eneste ven jeg har,"
vedblev Pawels, „de andre kan være bra nok,
men de er mig dog mere som fremmede
mennesker. Jeg kan ikke snakke slig med dem
som med dig . . . Ak ja, det var et stort tab
for mig; det er blit saa sørgelig ensomt og
tomt efter hende ..."
„Ja ja," sa majoren og tænkte paa sin egen
ensomhed.
„Jeg ved jo nok, at du ikke kunde like
hende," vedblev Pawels, — majoren syntes, at
han maatte gjøre en afværgende bevægelse,
skjønt han indrømmed, at det havde sin
rigtighed ; men nu saa han dog det hele i et mildere
lys — „men. ser du, det kom sig af, at du slet
ikke kjendte hende. Og du vilde jo heller ikke
lære hende at kjende. Jeg kunde sandelig ikke
gjøre noget for det . . . Du ved ikke, hvad
hun var for mig. Og nu er hun borte, og jeg
sidder ensom igjen med det lille barnet."
„Ja, vi er to ensomme mennesker begge
to," sa majoren. „Jeg maa si med Hjob:
Hvi kan ikke mit liv have en ende, at jeg kan
gaa hen og ikke komme igjen, at jeg kan have
ro i det mørkets land, hvor ingen orden og
regel behøves, desformedelst at alt er idel
mørke."
„Nej," sa Pawels, „saa kan jeg hverken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
