Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 134 —
noget," svarte sønnen, „her har jeg lidt altfor
megen tort."
„Da maa du bli det snart," sa Pawels,
„jeg er en gammel mand nu. Hvem ved, hvor
længe jeg har igjen at leve."
Han blev staaende og vifted med
lommetørklædet, øjnene fulde af taarer, saalænge han
kunde se et glimt af toget. Saa vendte han sig
med et dybt suk og gik langsomt hjemover.
Det var aftentoget, gutten var rejst med,
saa Pawels kom temmelig sent hjem. Men der
var lys endnu hos majoren.
»Paals!" raabte det. „Paals!"
Pawels gik ind.
„Naa, Paals far! Hvordan synes du, du har
det?"
Majorens stemme havde faat en ganske
anden klang end i den sidste tid. Han følte
sig saa usigelig lettet, ved at Johan Sebastian
var vel ude af huset og nu skulde bli borte i
adskillig tid. Der var saa ingenting at udrette
med ham alligevel; han fik gaa sin skjæve gang.
Men nu skulde han da ialfald faa Paals for sig
selv igjen ligesom i gamle dage; de skulde ha
det roligt og gemytligt sammen og ikke forstyrres
af uvedkommende. For Johan Sebastian var
nu alligevel en uvedkommende. Havde han ikke
trængt sig ind mellem de to gamle venner og
forstyrret samlivet med sine kunstnernykker,
akkurat som hans mor i sin tid havde trængt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
