Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 142 —
„Du er blit saa stur med engang," sa
majoren. „Hvad er der i vejen med dig?"
„Nej, ingenting. Jeg fik bare slig
hjerteklap med engang," svarte Pawels.
„Saa lad os se at komme hjem igjen. Hvad
var det forresten egentlig du vilde gaa efter?"
„Nej ingenting," svarte Pawels. —
Den næste dag var billedet forsvundet fra
Blomqvists vindu, Pawels havde ladet det hente
i skumringen og ad bagtrappen bringe op paa
mørkloftet i sit hus, forat det ikke skulde komme
majoren for øje.
Fra Johan Sebastian kom der et voldsomt
forargelsens brev. At de havde vovet at
refusere hans billede! Det gik dog over alle
grænser. Men han havde lovet sig selv aldrig mere
at sætte sin fod paa det elendige lands grund.
Hvorover Pawels blev meget ulykkelig, især da
han ogsaa fik sin andel af straffeprækenen. Var
det kanske ikke ham, som havde narret Johan
Sebastian til at vise sin kunst i det troløse hjem?
Havde han ikke faat erfaring nok for, at der
nytted det ikke at ville kjæmpe sig frem? Men
det skulde ogsaa bli sidste gang; han skulde nok
vide at bryde sig en bane i det fremmede.
Pawels følte sig skyldbetynget. Blev nu
Johan Sebastian hæmmet i sin udvikling ved
denne historie, vilde han kanske finde paa
ogsaa at opgi maleriet, som han havde opgit
digtningen ; saa var det jo hans skyld, udelukkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
