Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 162 -
sidst kunde der gaa et par maaneder mellem
hvert brev, og de var jevnt uden indhold.
Pawels blev mere og mere nervøs. Om
aftenen, naar han var nede hos majoren, kunde
han ikke sidde stille paa stolen; han maatte
stadig op og vandre hid og did, og hans fingre
maatte uafladelig ha fat i noget; enten var det
en papirstump, som han rulled sammen, eller
en bog, som han vendte og drej ed frem og
tilbage. Majoren saa det og bandte Johan
Sebastian, thi han skjønte, at han bar skylden.
Han forsøgte at snakke om løst og fast for at
adsprede den anden, men Pawels sad
aands-fraværende og stirred ud i luften. Majoren blev
til slutning ogsaa saa nervøs, at han ikke kunde
holde sig i ro.
Saa hændte det en aften, Pawels sad slig
og fingererte. Det var toddyglasset, han havde
faat fat i denne gang. Han sad og drej ed det
rundt, rundt, uafladelig, indtil han endelig fik
det væltet med hele sit søde indhold udover
majorens bordtæppe.
Da kunde ikke majoren holde det ud
længer. Han for i vejret og stødte stokken i
gulvet, saa det drønned.
„Hvad fanden satan er det, som gaar af
dig, Paals?" raabte han.
Pawels stirred paa ham i forfærdelse, med
aaben mund. Saa rejste han glasset paa fode
igjen og gav sig til at tørre toddyen væk fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
