Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norske kunstforhold i det 18de aarhundre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Kongsberg kirke. Tilvenstre altervæggen med malerier av Chr. Thaanning
og marmorering av J. D. v. Dram.
staskjoler. Jevne embedsmænd, kjøbmænd, officerer
og deres hustruer klær sig og gir sig miner som
fyrster og fyrstinder. Det er fransk barok.7
I religiøse billeder, som aarhundrets 1ste del
endnu frembragte en del av ved siden av portrættene,
lever barokkens former og kompositionsskema like
uforstyrret — Schavenius malte sin altertavle i Trond*
hjem 1744, Lindgaard sin i Fredriksværn ca. 1755.
Slike arbeider har uten tvil for en stor del været
kopiert efter nederlandske eller italienske kobberstik
efter de store barokmestres verker. Ogsaa i Dan*
mark er den feirede mester Henrik Krocks utallige
religiøse og allegoriske kompositioner præget av
barokkens pompøse tyngde. Han arbeider saa sent
som 1738.
Det var et uttryk for den franske indflydelses av*
gjørende seier i Danmark, at kunstakademiet 1754
blev omorganisert som et rigtig kgl. akademi efter
fransk mønster, mens det hittil fra sin begyndelse aar
1700 hadde hat en mere tilfældig og privat ordning.
Dets bedste lærere var ogsaa utlændinger — særlig
franskmænd. Men alt fra begyndelsen av 1740*aarene
hadde udmerkede rokokomalere under fransk paavirk*
ning — som Carl Gustaf Pilo og Marcus Tuscher —
arbeidet i Danmark. Derfra førtes den nye smaks*
bølge op til os. Dens optræden i Norge falder
sammen med et betydningsfuldt kulturhistorisk om*
slag, idet landets store økonomiske blomstring netop
ca. 1750 sætter ind med fuld kraft. Det medfører,
at den kunstneriske virksomhet i 2den del av 1700*
aarene flyter adskillig frodigere og mangesidigere end
i aarhundrets 1ste del. Opgaverne blir flere, moti*
verne rikere. Kunstens publikum blir først og fremst
den formuende handelsstand. Norges nationale op*
vaagnen staar i rokokoens tegn.
Ogsaa i rokokoens tidsalder spiller portrættet den
dominerende rolle i malerkunsten hertillands. Selv*
sagt er det nu som før mere av kulturhistorisk end
av egentlig kunstnerisk værd. Selv i Europas ledende
kunstland blev portrætkunsten i høi grad konven*
tionel. Det gjaldt mere at skildre muntre og fest*
klædte verdensmænd end mennesker — det indivi*
duelle blev mest mulig skutt tilside for det typiske,
for trangen til at naa længst mulig henimot det ideal
av nedladende værdighet, smidig elegance og for*
bindtlighet, som denne selskabelige tidsalder hadde
skapt.
Var det konventionelle grundlag en svakhet ved
rokokoportrættet i almindelighet blev det selvsagt i
endnu høiere grad tilfældet i Norge. Den solide
saklighet, som gjennemgaaende udmerker portrættene
fra aarhundrets 1ste halvdel, forsvinder. Snesevis av
dem gir ofte indtryk av at være skaaret over en og
samme læst; stillinger, dragter, ansigtsuttryk er paa*
faldende like, saa man ofte fristes til at tro, at ma*
lerne hadde oplag av færdigmalte lærreter, hvor saa
den tilfældige bestillers ansigt blev malt ind. Endog
den individuelle portrætlikhet later man til ikke altid
at ha tat det særlig nøie med. Det fælles maal for
alle var at komme til at ta sig mest mulig staselig
ut, sætte op den værdigste og samtidig muntreste
mine.
Praktisk talt alle norske portrætter i den 2den som
i den 1ste del av aarhundret er brystbilleder. Fyr*
stelige eller høiadelige bestillere, som dem der i andre
land foranlediget pragtstykker med helfigurkomposi*
tion fandtes ikke hertillands. Det var jevne borgere,
embedsmænd og i denne handelens guldalder fremfor
alt de store skibsredere og trælasthandlere, som lot
sig portrættere. Selv om denne portrætkunst ikke
har stor kunstnerisk værd er den allikevel det eneste
omraade inden norsk kunst hvor traditionen er ubrutt
like fra renæssancetidsalderen indtil vor egen tid —
indtil Chr. Krohg og Erik Werenskiold. Portrætter
har altid været malt hertillands. De danner navle*
strengen, som knytter vor moderne kunst til fortidens.
Paa grund av sin praktisk*nyttige karakter har por*
trætmaleriet i Norge gjennem 3 å 4 aarhundrer dan*
net tyngdepunktet i en kunstnerisk virksomhet, som
har utviklet haandverksmæssig soliditet, virkelighets*
sans og økonomisk levedygtighet.8
Naar undtages nogen ytterst sjeldne byprospekter
og landskaper (som Blumenthals og Michaelsens)
var saaledes portrættet den art av staffelikunst som
i 2den del av 18de aarhundre fremfor nogen anden
kunst kunde trives herhjemme. Altertavler blev sjel*
den malt i 2den del av 1700*aarene (Eggert Munch,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
